At finde hjem – uden substanser

Da jeg var 20 år, rejste jeg rundt i Østen i næsten et år.
Det var første gang, jeg mødte plantemedicin og psykedelika.

Noget af det første, der blev klart for mig, var erkendelsen af, at vi mennesker allerede rummer en naturlig kapacitet til at opleve disse tilstande – steder hvor egoets strukturer træder i baggrunden, og hvor forbindelsen til noget større, mere ordløst og levende træder frem.
En intelligens, som ikke tilhører nogen – men som strømmer gennem alt levende.

Jeg husker især følelsen af dyb taknemmelighed. Og glæde.
Som om noget, jeg altid havde længtes efter og fornemmet som en del af mig selv, pludselig viste sig som virkeligt.
Måske endda mere virkeligt end det, vi normalt kalder virkeligheden.

Men sammen med indsigten kom også en klar forståelse:
De her substanser er ikke noget, man leger med.

Uden respekt, intention og varsomhed kan de hurtigt blive et tveægget sværd – og de er ikke for alle. Det så jeg tydeligt hos mange af de unge israelere, jeg mødte på min rejse. De var netop kommet ud af flere års militærtjeneste og bar oplevelser med sig, som de forsøgte at dulme eller flygte fra gennem et massivt brug af psykedelika.
Et højt gearet nervesystem søgte endnu mere intensitet – og endte ofte i øget uro, angst og et ego, der blev større snarere end blødere.

Da jeg kom hjem, rørte jeg ikke psykedeliske planter eller substanser i mange år.
Men oplevelserne forlod mig ikke.

Flere år senere begyndte jeg på uddannelsen i Guidet Imagery and Music – GIM.
En metode, der voksede frem i kølvandet på den tidlige psykedeliske forskning, og som arbejder med åndedræt, afspænding, musik og guidet indre billeddannelse.

Da jeg selv oplevede en GIM-rejse for første gang, var det, som om noget faldt på plads indeni.
Som at komme hjem.
Til et indre landskab, der mindede mig om mine tidligere erfaringer – men uden substanser, og i et tempo, hvor jeg kunne føle mig tryg og have mig selv med hele vejen.

Jeg vidste med hele min krop, at det var dette, jeg skulle arbejde med.

Det er nu 25 år siden. Og jeg har aldrig fortrudt det valg.

Jeg bliver stadig dybt bevæget, næsten lykkelig, når jeg sidder overfor et menneske, der langsomt finder ind til det sted i sig selv, hvor noget husker.
Husker forbindelsen.
Husker hvad det vil sige at være levende, rørt og nærværende.

Der er øjeblikke i rummet, hvor tiden står stille. Hvor noget større end os begge er til stede.
Og det mest tillidsvækkende ved metoden er, at den er så nænsom og intelligent: Den åbner kun de rum, som den rejsende er klar til.
Nervesystemet regulerer sig selv. Kapaciteten udvides stille og roligt.

Det er også derfor, vi bruger GIM-inspirerede øvelser som forberedelse i de psykedeliske forskningsstudier på universitetet. Her får deltagerne mulighed for langsomt at give slip på den rationelle, lineære tænkning – og finde ind i det sted, hvor noget andet ved.

I dag ved jeg, at de tilstande, vi længes efter, ikke er noget, vi skal forcere os ind i.
De opstår, når tempoet sænkes, når kroppen føler sig tryg, og når vi tør lytte.

Musikken, åndedrættet og de indre billeder bliver ikke vejen væk – men vejen hjem.

Og måske er det i virkeligheden dét, det hele handler om:
At huske, hvad der allerede er her…

Når tempoet sænkes, bliver der plads…